af John Liep
Indhold: Museumsperioden - Transformationsperioden - Postmodernismen: kultur
og kompleksitet - Noter - Literatur
Se også: Instituttets hemmelige
historie
Antropologiens historie i København kan deles i tre perioder - en lang periode ca. 1840-1960, hvor faget var etableret som museumsvidenskab og to kortere, en "moderne" transformationsperiode 1960-80 og den nuværende "postmoderne" periode. I denne faghistoriske skitse vil jeg kort sammenfatte fagets udvikling i de to første perioder og pege på nogle vigtige perspektiver i nutiden.(1)
Antropologiens opståen må ses i sammenhæng med udviklingen af den industrielle kapitalisme og det borgerlige samfund i Europa og Nordamerika i forrige århundrede. Den industrielle udvikling medførte store sociale omvæltninger, der førte til dannelsen af en ny dominerende klasse, borgerskabet, og skabelsen af den nationale stat. Samtidig var den industrielle vækst knyttet til vestens erobring af jorden og dannelsen af et verdenssystem, hvor den øvrige verden som koloniområder var knyttet i et afhængighedsforhold til de vestlige magter. De enorme videnskabelige og tekniske fremskridt sprængte alle hidtidige rammer for menneskelig selvforståelse. Den hierarkiske, feudale model for samfundets orden brød sammen og den kristne, bibelske kosmologi om jordens og menneskeslægtens skabelse begyndte at miste sin troværdighed. Der foregik en intens proces, hvor borgerskabet udviklede en kulturel selvforståelse, der kunne forklare dets nyvundne førerskab, de samtidige samfundsforandringer og verdenshistorien set fra de dominerende stater i vesten. Denne bevidsthedsudvikling var ikke uden modsætninger. Samtidig med fremskridtstro og begejstring over teknikkens sejre florerede også bekymring over den stigende materialisme og nostalgi efter de gamle bondesamfunds livsformer.
De store verdensudstillinger blev spektakulære manifestationer af alle disse tendenser. Her samledes tidens mest moderne tekniske frembringelser, panoramaer af de lokale folkekulturer og afdelinger, hvor landsbyer af "vilde" eller "halvvilde" undersåtter fra kolonierne kunne beses. I samme perioder oprettedes museer, som templer for den nye borgerlige kultur, specialiserede i tekniske, naturhistoriske, koloniale og nationalhistoriske. Mens jordklodens erobring og udforskning fuldendtes og og de bibelske rammer for menneskets og klodens forhistorie sprængtes, blev museerne anskuelsespladser, hvor samlinger fra nær og fjern kunne placere europæerne i et forhold til fortiden og til folkene i andre egne af jorden. For nationalstaterne blev studiet af kulturforhold, der var fjerne i tid eller rum, væsentlige i profileringen af den nationale kultur. Der opstod en arbejdsdeling mellem arkæologer, der drog den nationale urhistorie op af jorden, folkelivsforskere, der beskrev de vigende bondekulturer og antropologer, der skildrede de undertvungne folkeslag i kolonierne.(2)
I Danmark havde Chr. Jürgensen Thomsen,(3) der var bestyrer for Oldnordisk Museum, planer om at oprette et kolonimuseum, men han ændrede dem og åbnede i 1841 en almen etnografisk samling som en afdeling af Det Kgl. Kunstmuseum. Grundstammen af samlingen hidrørte fra det gamle Kongelige Kunstkammer. Den overflyttedes få år senere til Prinsens Palæ (det nuværende Nationalmuseet) og indgik efterhånden som en afdeling af Nationalmuseet. I mange år stod samlingen i skygge af den arkæologiske, men dens vækst og tilknytning til Knud Rasmussens Thule-ekspeditioner og Henning Haslund-Christensens centralasiatiske ekspeditioner i dette århundrede gav den en vis folkeyndest.
Etnografiens institutionalisering skete altså på Nationalmuseet, men dens professionalisering fandt sted i et samspil med universitetets Geografiske Institut. Fra 1910'erne havde man her uddannet magistre med specialisering i etnografi, og det var dem, der blev ansat på museets etnografiske afdeling. Fra geografien fik etnografien et præg af naturvidenskabelig beskrivelse og en stærk vægt på kulturens tilpasning til naturforholdene. Fra begge fag påvirkedes man til selvstændig indsamling af materiale i felten.
Kaj Birket-Smith, der blev den mest fremstående skikkelse i slutningen af museumsperioden, var uddannet geograf. Han deltog i den berømte 5. Thule-ekspedition til Nordcanada først i 1920'erne og blev senere ansat på Etnografisk Samling. Fra 1940 til sin pensionering i 1963 var han samlingens leder. Det var ham der i 1945 grundlagde etnografistudiet ved Københavns Universitet. Det tog sigte på at give et lille antal magistre en kulturhistorisk uddannelse og en specialisering, så de ad åre kunne varetage samlingens underafdelinger. Undervisningen fandt sted på museet. Tilknytningen til museet betød, at etnografien blev defineret som forskning knyttet til materielle genstande, parallel til den arkæologiske udforskning af den nationale oldtid. Det betød, at etnografien kom til at se sin opgave som en udforskning af den ikke-europæiske forhistorie, af kulturernes oprindelse og historiske udvikling. Efter 1917 havde Danmark kun én koloni tilbage - Grønland - og det var eskimokulturens oprindelse og spredning som blev hovedforskningsfeltet på samlingen.(4) De moderne, vestligt påvirkede Grønlænderes tilværelse betegnede Birket-Smith som "konservesdåsekultur". Dansk etnografi spillede ingen rolle i administrationen af det moderne Grønland eller i den moderne samfundsudvikling i Europa. Den hentede sin inspiration fra centraleuropæisk og amerikansk kulturhistorisk antropologi. Den franske og britiske sociologisk påvirkede socialantropologi var Birket-Smith temmelig fremmed. Han anede dog, at disse moderne teorier nok måtte have en plads i faget og sendte sin første magister, Johannes Nicolaisen, til London for at studere først i 50'erne. Det var ham, der udnævntes til fagets første professor og i 1965 flyttede faget til et selvstændigt universitetsinstitut uden for museet. Hermed indledtes en ny periode, hvor etnografien skulle gennemgå en forvandling, der gennem to paradigmeskift førte frem til den tid vi befinder os i nu.(5)
Nicolaisen overtog et fag, der var bundet til museumsgenstandene, til fortiden og teoretisk underudviklet. Han indførte den britiske struktur-funktionalisme i studiet, men hang stadig fast ved kulturhistorien. Han ønskede at kombinere de to perspektiver. Fra det ene synspunkt forklarede man samfundsinstitutionerne udfra deres funktionelle sammenhæng i en tidløs "nutid", fra det andet forklarede man en "kultur" som en ansamling af sammenbragte kulturelle elementer "lånt" fra forskellige kulturstrømme.(6)
På det tidspunkt var det et ret umuligt projekt at forene de to perspektiver og de studenter, der nu begyndte at strømme til faget, forkastede da også snart kulturhistorien og satsede på socialantropologien. Den forekom mere samfundsorienteret og "moderne" og fri for museumsstøvet. Alligevel skulle dens utilstrækkelighed åbenbare sig, da den efter studenteroprøret blev konfronteret med marxismen i 70'erne.
Efter 2. Verdenskrig var velstanden i stærk vækst i 60'erne. Middelklassen blev udvidet og tilstrømningen til uddannelserne steg dramatisk. På mange universitetsfag blev undervisningsforholdene utålelige. Store hold undervistes gennem forelæsninger, vægten lå på udenadslæren af paratviden og læseplanerne var utidssvarende. Det gamle autoritære professorvælde forekom studenterne utåleligt. Der opstod en revolutionær situation: en modsætning mellem de magtforhold, man var undergivet og de visioner, der kunne formuleres til tilværelsen. På de studier, hvor man beskæftigede sig med samfundsforhold blev reaktionen særlig stærk. Under det oprør, der udviklede sig fra 1968 greb man den mest udarbejdede revolutionære ideologi, der forelå - marxismen. Der skete det mærkelige, at middelklassestudenter - for en tid - oplevede en stærk solidaritet med arbejderklassen, med befrielsesbevægelser og bondeoprør i u-landene.
På antropologi kom striden, foruden om styringsforholdene og indflydelsen på læseplanerne, til at dreje sig om fagets teorigrundlag og dets emne. Den britiske socialantropologi, der var blevet dominerende, havde etableret en tradition for langvarigt feltarbejde. Det havde medført en stor indsigt i samfundsforhold på landsbyplan, men samtidig en mangel på forståelse for de større processer i verdenssystemet, der greb ind i lokaludviklingen. Samtidig blev fagets genstand opfattet som "primitive" kulturer i verdenssystemets randområder, og disse samfund blev altfor ofte beskrevet i en "traditionel" stilstand, hvor der blev set bort fra de moderne forandringer. Selvom socialantropologien tog afstand fra de historiske spekulationer, der karakteriserede kulturhistorien, så fik dens skildring af de "primitive" samfund alligevel et fortidigt præg.
De unge var engageret i afkolonialiseringen, i udviklingen i den 3. Verden, i modstanden mod U.S.A.s imperialistiske krig i Vietnam. I kursusplanerne fortrængtes de socialantropologiske tekster af marxistiske debatter og teorier om bondekrig og imperialisme. Når en strid udkæmpes indenfor det akademiske felt er den bedste strategi at diskreditere et forskningsparadigme totalt. Hele den måde et fag har forstået sit emne og det teoriapparat, der er opbygget dertil, væltes over ende og feltet er åbnet for hurtig erobring af nye positioner. Det var det, der nu skete. Overalt på de samfundsvidenskabelige og humanistiske fag oplyste nye kometer den fortumlede kampplads. Men konkurrencen var hård. Der udviklede sig på få år et nyt marxistisk, esoterisk sprog, langt mere abstrakt og indviklet end det gamle. Og marxisterne splittedes i fraktioner, der terroriserede hinanden med teoretiske attentater. Indenfor antropologien dominerede først strukturmarxisterne, især inspireret af franske teoretikere, der så begrebet produktionsmåde som nøglen til samfundsudviklingen og opstillede teorier om "primitive" og "asiatiske" produktionsmåder. Der førtes også en heftig debat om overgangen fra den feudale til den kapitalistiske produktionsmåde, der fik antropologistuderende til at fordybe sig studier af byer og bondesamfund i Europa for 500 år siden. Senere udsattes strukturmarxisterne for at frontalangreb fra kapitallogikerne, der helt afviste grundlaget for nogen teori om førkapitalistiske samfund. Det var i virkeligheden kapitalens udviklingslove, Marx havde begrebet, men de satte sig først igennem, når "kapitalens udviklingslogik var helt udfoldet" under kapitalismen. Enhver tale om at foklare nogetsomhelst udfra de marxistiske begreber udenfor kapitalismen var derfor halsløs gerning, hævdede de. Det var jo en ret selvmorderisk kurs at sætte for antropologer og konsekvensen blev hen imod slutningen af 70'erne, at man forlod de marxistiske positioner. Feltet var igen åbent for nye anskuelser.
Postmodernismen: kultur og kompleksitet
Den faglige situation var dog ikke den samme som før marxismen. Antropologien var blevet bevidst om samspillet i udvikling mellem lokalsamfund og større systemer, man var ikke bange for de store perspektiver i tid og rum, og man var beredt til at tage fat på sociale og kulturelle processer i den vestlige verden.(7) Til gengæld havde universitetsmarxismens smag for højtflyvende teori vendt interessen bort fra feltarbejdet, der en tid stod i lav kurs. I 80'erne var der en overgang en tendens til at vende sig mod historiske problemer og arkivstudier. Kirsten Hastrups to hovedværker (1985,1990) angår således kulturelle strukturer og historie i Island år 1000-1800 og Anne Knudsens monografi (1989) fejder og samfundsstruktur på Korsika i 17-1800-tallet. Begge har dog også udført feltarbejde. En kombination af arkivforskning og feltarbejde har Karen Fog Olwig benyttet i to monografier fra Vestindien (1985,1993), hvor udviklingen fra slavetiden til nutidens turist- og migrationssamfund er skildret.
Antropologien kom ud af marxismen uden de værste skrammer, på mange måder endda bedre rustet til at tage fat på nye problemer. Ved sociologien førte marxismen til opslidende fraktionskampe mellem flere lejre, der fortsatte lang ind i 80'erne. Det førte til faglig stagnation og gav i 1987 undervisningsministeriet anledning til at lade øksen falde. Det sociologiske institut blev nedlagt og ved samme lejlighed skaffede man sig af med faget kultursociologi.(8) På det antropologiske studium, der var i faggruppe med de to fag, frygtede vi også at blive kaldt ud til henrettelse, men faget fik nådigt lov at bestå. Dog skulle et udvalg, hvor instituttet ikke havde nogen repræsentation, lægge rammerne for et nyt studium. Resultatet blev, at den lange og noget planløse magisterkonferens blev afskaffet og en standardiseret 5-årig kandidatuddannelse indført. Der blev lagt vægt på metode og praktisk orienteret undervisning og et halvt års feltarbejde blev gjort obligatorisk. Feltarbejdets indførelse som led i studiet var lykkelig og vil føre til, at kandidaterne får langt større muligheder for ansættelse i forbindelse med bistands- og planlægningsarbejde. Men ministeriet nægtede at erkende, at feltarbejde koster penge, og at dets gennemførelse og bearbejdning til speciale ikke lader sig gøre på et år. I det hele taget forekommer den nye ordning for tætpakket og uden tilstrækkelig mulighed for fordybelse.
Vægtningen af anvendelsesorienteret undervisning førte til et større, men ikke ukritisk, engagement i udviklingsantropologi, en interesse, der var vokset allerede under marxismen. Flere af lærerne har deltaget i evaluerings- og konsulentopgaver, det gælder Asta Olesen, Michael Whyte, Susan Reynolds Whyte og Ida Nicolaisen. En anden faglig specialisering, der også har vist sig meget anvendelsesrelevant har været medicinsk antropologi, som blev oparbejdet af Susan Whyte tidligt i 80'erne, men hvor Michael Whyte også har været aktiv. Vibeke Steffen er ansat som adjunkt med særligt henblik på medicinsk antropologi.
Foruden interessen for historiske og anvendelsesorienterede spørgsmål har perioden efter marxismen især været karakteriseret af fornyet opmærksomhed om kulturelle problemstillinger. Hvor socialantropologien og marxismen var samfundsorienterede, har den nye antropologi især vendt sig imod betydningsforhold. Her er en modreaktion mod marxismen, der afviste symboler og ideer som "ideologi". Allerede Niels Fock, der blev interesseret i den linguistisk-inspirerede franske strukturalisme via mytestudier o. 1960, fastholdt stædigt et engagement i klassifikation, kognitive systemer og symbolisering gennem årene, hvor socialantropologi og marxisme var i højsædet.(9) I 80'erne flokkedes studenterne igen til hans kurser om kommunikation og performance. Semiotikken, der som tegnteori også angår betydning, blev introduceret af Anne Knudsen og var en overgang hot stuff.
De nye strømninger fik deres eget talerør i tidsskriftet med det sære navn Stofskifte, som nu har skiftet titel til Tidsskriftet Antropologi.(10) I en lidt letsindig artikel om "Københavnerskolen" har Anne Knudsen (1990) karakteriseret den stil, der har præget tidsskriftet. Hun peger på interesse for empiriske spørgsmål, vågenhed overfor teoretiske problemstillinger, men samtidig skepsis overfor alle parate forklaringer, også ens egne, og en vis ironisk distance. Den selvkritiske holdning er del af en langt bredere bølge af antropologisk selvkritik, som har gået under betegnelsen "refleksivitet" eller ligefrem postmodernisme. Antropologer har anklaget sig selv for at have fremstillet "de andre" gennem vestlige modeller, eller at have "essentialiseret" dem som lukkede kulturelle verdener. De har taget sig autoritet til at definere kultur og identitet på de andres vegne uden at lade dem selv komme til orde. Dette selvopgør har været tiltrængt, men har også ført til megen navlebeskuelse og hævdelse af umuligheden af at udtale sig med sikkerhed om nogetsomhelst. En positiv følge har været fornyet interesse for levende etnografisk beskrivelse.
Den seneste udvikling har også forbindelse med den tilstand, som nogle kalder postmoderniteten, andre senmoderniteten. Den har at gøre med markedskræfternes stadigt større gennemtrængen af de kulturelle produktions- og forbrugsforhold. Hvor der tidligere var et veletableret menings- og videnshierarki, hvor eliter bestemte, hvad der var "godt" eller "dårligt", slår de mangeartede forbrugeres ret til at efterspørge forskellige varer, betydninger og forklaringer igennem. Populærkultur er blevet acceptabel, alternative terapier og religioner florerer, allehånde subgrupper og livsstile markerer forskelle. Den intellektuelle verden ryster i sin grundvold. Når eliten møder masserne i øjenhøjde forsvinder det gamle centralperspektiv, og samfundet tegner sig som et mylder af fragmenter og strømninger. Over kloden breder sig et stadigt heftigere fyrværkeri af mediebudskaber, varer og ideologier, og strømme af migranter og flygtninge presser på, tiltrukket af lyset fra affyringsramperne. Antropologer kan ikke længere opretholde et begreb om kulturer fikseret til afgrænsede territorier og lukkede betydningsrum. Transnationale kulturstrømme og migrationsforbindelser, multikulturalitet, kreolisering og kompleksitet er nogle af de fænomener, man forsøger at indfange. I København har instituttet i de sidste år taget fat på dette problemområde. Et stort forskningsprojekt om "komplekse kulturelle processer" har inspireret debatten - også på undervisningssiden. I 1994 udkom den første bog, der præsenterer resultater af projektet. Det er en artikelsamling, der hedder "Komplekse liv" og handler om kulturel mangfoldighed i Danmark (Liep & Olwig 1994). To internationale antologier - om deterritorialisering og kulturel kreativitet - fra projektet er under udgivelse.
1. Jeg har skrevet mere udførligt om udviklingen i dansk antropologi til sidst i 80'erne i en artikel i Stofskifte (Liep 1990). Dengang skrev jeg også noget om Århus. Det har jeg ikke orket igen. Læseren vil bemærke, at selvom marxismen får en ublid omtale, er jeg ikke upåvirket af perioden. Når de store bevægelser skal forklares, søger jeg mod kapitalismens udvikling og forandringer i klasseforholdene, således som de kommer til udtryk i bevidsthedsformerne. Så langt vil jeg godt stå ved marxismen endnu.
2. I Centraleuropa blev forskellen på de to sidste fag angivet ved betegnelserne Volkskunde og Völkerkunde.
3. Det var ham, der havde indført tredelingssystemet sten-, bronze- og jernalder i oldtidshistorien.
4. Senere - bl.a. på grund af de store centralasiatiske ekspeditioner - blev nomadeforskningen et vigtigt emne for den etnografiske forskning. Det udmøntes i disse år i den store monografiserie fra Carlsbergs nomadeforskningsprojekt, der redigeres af Ida Nicolaisen og hvor Asta Olesen har skrevet 4. bind (Olesen 1994).
5. Nicolaisen døde i 1980. Som følge af ministeriets stigende mistænksomhed overfor de antropologisk-sociologiske fag stod antropologien uden professor i ti år til Kirsten Hastrup tiltrådte i 1990.
6. Birket-Smiths populære hovedværk hed netop "Kulturens veje" (1941). Det blev genudgivet så sent som i 1966-67.
7. Den der mest inspirerende tog fat på samspillet mellem lokalsamfundene og verdenssystemet var Jonathan Friedman. Allerede i 1975 tilrettelagde han regionalkurset som "lokale og globale systemer". Friedman var ansat i København fra 1974-92. Han er nu professor ved Lunds Universitet.
8. To lærere fra kultursociologi blev overført til Institut for Antropologi: Ida Nicolaisen og Jonathan Schwartz.
9. Kirsten Hastrup og andre af Focks elever fremhævede allerede under den marxistiske periode vigtigheden af kultur som betydningsproduktion (Hastrup m.fl. 1975, Hastrup & Ovesen 1980).
10. Stofskifte begyndte at udkomme under den marxistiske periode. Navnet rummede en halvt ironisk reference til det marxistiske begreb om menneskets "stofskifte" med naturen samtidig med, at det spillede på, at bidragyderne udvekslede "stof" med hinanden.
Birket-Smith, Kaj (1941-42) Kulturens veje I-II. København:Jespersen & Pio [3. udg. I-III, Politikens Forlag, 1966-67].
Hastrup, Kirsten (1985) Culture and history in Medieval Island. Oxford:Oxford University Press.
Hastrup, Kirsten (1990) Nature and policy in Iceland 1400-1800. Oxford: Oxford University Press.
Hastrup m.fl. (1975) Den ny antropologi. København: Borgen.
Hastrup, Kirsten & Jan Ovesen (1980) Etnografisk grundbog. København: Gyldendal.
Knudsen, Anne (1989) En ø i historien. København: Basilisk. (1990) En Københavnerskole? Stofskifte (20):5-21.
Liep, John (1990) Fra kulturhistorie til kultur og historie. Stofskifte (20):97-116.
Liep, John & Karen Fog Olwig, red. (1994) Komplekse liv. København: Akademisk Forlag.
Olesen, Asta (1994) Afghan craftsmen. London: Thames & Hudson.
Olwig, Karen Fog (1985) Cultural adaptation and resistance on St. John. Gainesville: University of Florida Press.
Olwig, Karen Fog (1993) Global culture, island identity. Chur: Harwood Academic Publishers.