af John Liep
Indhold: Professorat og institut - Studenteroprøret - Nyt studium og professorat - Noter
Se også: Antropologiens historie
i København
På et universitetsinstitut foregår den faglige udvikling som et spil mellem personer og fraktioner. Der er altid nogle hovedpersoner, der fremstår som repræsentanter for modstillede faglige positioner og ofte også som personlige konkurrenter. Institut for Antropologi adskiller sig her ikke fra andre institutter. Her løftes sløret for nogle karakteristiske forløb i instituttets hemmelige historie.
Man har bedt mig skrive instituttets hemmelige historie: begivenheder, der ikke står omtalt i universitetets årbøger, men befinder sig i en mundtlig tradition, fordelt på mange personer.
Det kan være risikabelt terræn, og jeg har ikke taget kursus i minerydning. Det er ikke alt, det er godt at rode op i; en del har bedst af fortsat at forblive i den mundtlige overlevering. Jeg skal dog prøve på at lægge noget frem og håber, at jeg ikke derved skaffer mig flere uvenner, end jeg allerede har.
Ethvert institut har gennem en årrække nogle karakteristiske modsætninger, hvor faglige holdninger spiller sammen med personlige modsætninger - de bliver personificeret. Denne profilering kan føre til, at personer kommer til at stå som eksponenter for forenklede positioner, hvor de i virkeligheden er mere sammensatte og mangfoldige.
Jeg begyndte at følge undervisningen i etnografi i foråret 1963. Faget hørte dengang under det naturvidenskabelige fakultet, men forelæsninger og øvelser foregik på Etnografisk Samling på Nationalmuseet. I det semester sang Kaj Birket-Smith sin svanesang med en forelæsningsrække om folkene i Indonesien og Stillehavet. Birket-Smith, der havde oprettet etnografistudiet i 1945, var overinspektør på Etnografisk Samling. Denne stilling ville han ikke forlade, og han havde derfor ikke ønsket, at et professorat blev oprettet. Han underviste fra et eksternt lektorat. I 1963 fyldte han 70 og gik af. De to andre undervisere det forår var Johannes Nicolaisen og Niels Fock. De var begge elever af Birket-Smith og havde lært hans kulturhistoriske, museumsorienterede tilgang. Nic, som alle kaldte ham, var fagets første magister og havde studeret nomadefolket tuaregerne på en række udmarvende ekspeditioner, hvor han havde rejst rundt i Sahara med sine egne kameler. Birket-Smith havde sendt ham til London, for at stifte bekendtskab med den moderne britiske socialantropologiske metode, som han ikke selv havde noget forhold til, men følte kunne have en plads i fremtidens antropologi. Der havde Nic lært sin Radcliffe-Brown, men var dog ingenlunde blevet helt omvendt til funktionalismen. Det forår forelæste han om fagets historie. Niels Fock forelæste om religion hos Wai-Wai indianerne i Amazonas, hvor han havde gjort feltarbejde. Samme efterår disputerede de begge to, Nic med et kæmpeværk om tuaregernes erhvervskultur, Niels med en afhandling om Wai-Wai religion.
Som student mærkede man hurtigt et vist undvigelsesforhold mellem dem. De omgikkes ikke privat og plejede forskellige interesser. De satsede jo begge på det professorat, som måtte komme. De var da også begge ansøgere, da professoratet blev opslået året efter. Som typer var de meget forskellige. Nic var næsten sorthåret, skarptskåren og mager. Han kom ikke fra en akademisk baggrund, (hans far var kreaturhandler på Fyn), og var ikke nogen intellektuel stjernebegavelse, men havde nået sine resultater gennem jernflid. Han var da også, som sin læremester Birket-Smith, skeptisk overfor teori. Det var etnografiens hovedopgave at beskrive, mente han. Han var beskeden og uformel, men ubevægelig, hvis hans overbevisning blev anfægtet. Hans hovedinteresser var nomadisme, erhvervskultur og slægtskab. Niels var derimod fascineret af teoriernes elegance. Hans studier af Wai-Wai myter havde ført ham til Lévi-Strauss og strukturalismen. Herfra udvidede han i de følgende år sine interesser på idealistisk grundlag med strømninger fra amerikansk kulturantropologi: kognitiv, symbolsk og interpretiv antropologi. Gennem en lang årrække fornyede han gang på gang sin undervisning og tog nye emner op, men altid underordnet et grundlæggende tankesystem. Ved første øjekast kunne han forekomme mere rund og ubekymret, men opretholdt dog i reglen en vis distanceret værdighed. Hans overbevisning om sin egen tilgangs rigtighed levnede ikke megen imødekommenhed for alternative synsmåder.
Professoratet tilfaldt Nic, der havde den mest omfattende publicerede forskning, og som oven i købet havde udgivet en faghistorie (Primitive Kulturer) samtidig med disputatsen. Nic havde jo også studeret socialantropologi i London og var almindeligt anset som Birket-Smiths kronprins. Som professor gik han i gang med at opbygge et institut. Han ville gerne, at faget skulle forblive på museet, men under forhandlingerne kunne han ikke få garantier for tilstrækkelig plads. Som det sjældne gange skete, når han følte sig presset op i en krog, eksploderede han og besluttede at forlade museet. Instituttet blev oprettet i 1965 i lokaler på den gamle Polytekniske Læreanstalt på Sølvtorvet. Her blev pladsen dog snart for trang, og i 1970 flyttede vi til Vandkunsten for få år senere at rykke ind om hjørnet i Frederiksholms Kanal.
Samme år som Nic var blevet professor i etnografi, udnævntes en jurist, Werner Goldschmidt, i et personligt professorat i kultursociologi og året efter oprettedes et institut i det nye fag under det filosofiske fakultet. Goldschmidt havde udført samfundsvidenskabelig forskning i Grønland og havde været med til at udforme den på det tidspunkt uhørt liberale grønlandske kriminallov. Kultursociologi opstod som en modsætning til den meget statistiske sociologi, der blev undervist på det samfundsvidenskabelige fakultet. Det skulle være et tværvidenskabeligt studium af mennesket, samfundet og kulturen, der også indeholdt socialantropologi. Faget blev således konkurrent til etnografien, der akademisk havde ry af at være et museumsfag. I de første år så de etnografistuderende dog kultursociologi som en mulighed for mere undervisning, og vi gik til Goldschmidts livlige forelæsninger i Studiestræde.
Niels Fock tilbragte et par år som inspektør på Etnografisk Samling, men kom til instituttet, da den første stilling blev opslået. Her udspillede modsætningsforholdet til Nic sig under urbane former, men Nic gav ikke Niels videre indflydelse. Nic var af den gamle skole og mente, at udnævnelsen til professor tildelte ham eneansvaret for at tegne faget. Studiet havde siden oprettelsen været opbygget med en første del bestående af bifag i arkæologi og geografi. Der var enighed om, at det burde begynde med en første del i faget selv. Sidst på 1967 var lærerne(1) ved at udarbejde den nye første del. Vi studenter var bange for, at den skulle blive for præget af den gamle kulturhistorie og ønskede indflydelse. Det var socialantropologi, vi ville have. Vi havde et enkelt møde med lærerne, men fik ikke meget at skulle have sagt. Det vakte en del bitterhed. Da indholdet af den nye første del blev kendt, viste det sig dog, at vores frygt stort set havde været ubegrundet. Kulturhistorien var omtrent forsvundet fra pensumlisterne. Forløbet havde dog sat sig spor, og da studenteroprøret udbrød i april 68, da de psykologistuderende besatte deres institut, varede det ikke længe, før vores lærere(2) en formiddag mødtes af flag og transparenter, der forkyndte "Ned med professorvældet!" Der udviklede sig en revolutionær situation i den forstand, at der hurtigt skete et skred i folks mentalitet, en radikalisering, hvor de eksisterende forhold forekom utålelige, og kravene til forandring hurtigt eskalerede.
Den norske antropolog Helge Kleivan kom til instituttet i 1970. Hans feltarbejde hos inuiter i Canada og Grønland havde ført til et brændende politisk engagement i indfødte folks sag. Helge opbyggede i de følgende år IWGIA, der i sine første år fik lokaler på instituttet. Som politisk ildsjæl kom han dog hurtigt i modsætning til Nic, der holdt på den værdifrie videnskab, og endte med at overgå til Eskimologi efter få år på instituttet.(3)
De følgende mange år blev præget af en voldsom polarisering mellem lærere og studenter. Stridspunkterne var studentermedindflydelse, fagindhold, studieordning og konkrete ansættelser. Jeg blev selv magister i 1970 og tog i 1971 to år på feltarbejde. Da jeg kom tilbage før jul i 1973 var instituttet forandret. Den ny styrelseslov for universiteterne var indført i 1972. Den havde givet studenterne trediedelsrepræsentation i institutrådet og halvdelen af pladserne i studienævnet. Et flertal af studenterne var nu marxister, og faget havde skiftet fakultet. Studenteroprøret udviklede sig forskelligt indenfor forskellige fag, men et af de største konfliktsteder var Sociologisk Institut, hvor der var åben konfrontation mellem studenter og lærere. En kommission foreslog da, at antropologi (som vi nu kaldte det) og kultursociologi overflyttedes til det samfundsvidenskabelige fakultet og samledes i et fælles fagråd med sociologi. Det førte ikke til mere fred på sociologi, men inddrog de to andre fag i konflikterne.
I 1974 skulle der besættes hele tre stillinger i antropologi. Slagsmålet om, hvad der skulle stå i opslagene, og derefter hvem der skulle sidde i bedømmelsesudvalget, var i fuld gang. Et kompromis, som Nic opfattede som et magtindgreb, blev strikket sammen i fagrådet. Kajsa Ekholm, der havde læst i Uppsala, hvor hun havde efterladt instituttet som en rygende slagmark, underviste nu på universitetet i Lund og blev indsat i udvalget, som foreslået af studenterne. Blandt ansøgerne var blandt andet Jonathan Friedman, hvis nylige ph.d. var en strukturmarxistisk genanalyse af Leachs berømte bog om struktur og magtforhold i Burmas højland. Videre søgte Susan Whyte, som havde undervist som assistent efter Michael Whytes ansættelse i 1972 og bl.a. haft et kursus om kvindeantropologi. Foruden Friedman ville studenterne have to svenske marxistiske sociologer, Staffan Lindberg og Göran Djurfeldt, der havde udført bondestudier i Indien.(4) En studenterdelegation rejste til Lund for at fortælle Kajsa Ekholm, hvem hun skulle indstille. Der fik de imidlertid en lang næse, for udover Friedman (som hun senere blev gift med) indstillede Kajsa sin gamle studiekammerat Åke Norborg, der dengang var helt ukendt i København. Det endte med, at Jonathan Friedman, Susan Whyte og Åke Norborg blev ansat.(5)
Friedman blev i mange år en fremtrædende figur på instituttet, hvor han begejstrede generationer af studenter med sin intellektuelle kapacitet og karismatiske udstråling. Han satte sit præg på en ny studieordning, der kom i 1975, hvor kurset "Lokale og globale systemer" indførtes på første år og det lange projektarbejde på andet. Her stod Nic af og nægtede at undervise på førstedelen. Imperialisme- og afhængighedsteori og bondestudier var ikke hans antropologi. De næste år isolerede Nic sig. I de år "blev instituttet styret fra førerbunkeren i Klampenborg" som Poul Petersen (nu lektor i Århus) engang sagde. Her boede en gruppe studenter i kollektiv i en fordums velhavervilla. Den mest markante var Peter Åby, der var en ledende skikkelse ved de mange studentermøder sidst i 60erne og lærernes mest skarpt formulerede modstander. Under et mindeværdigt institutrådsmøde gerådede han endda i håndgemæng med Fock. Da der blev en stilling ledig i 1978, var han blandt ansøgerne sammen med Karen Fog Olwig, der året før var dukket op som underviser efter at have læst i USA. Hun havde studeret det tidligere slavesamfund på St. Jan i Vestindien. Nic ville have Karen Olwig (eller i hvert fald ikke Peter), men her kom han i mindretal: flertallet indstillede Peter Åby. Nic kæmpede forbitret, men forgæves, for at forhindre hans ansættelse. Året efter blev Nic ramt af en hjernesvulst og døde i 1980. Han havde slidt sig op gennem års arbejde for faget på universitetet og i forskningsrådet, i opgaver, som han havde svært ved at overlade til andre, og til sidst i bitterhed over udviklingen på det institut, han selv havde oprettet.
Der var imidlertid sket det, at Peter Åby, mens stillingssagen trak i langdrag, havde deltaget i et svensk medicinsk forskningsprojekt i Guinea-Bissau. Her havde han gjort en opdagelse om spredningen af mæslinger, men den svenske professor, der ledede projektet ville ikke anerkende den. Peter, der ikke lod sig sætte på plads af en professor og var ualmindelig stædig, tog kampen op. Det førte til at han uddannede sig selv til epidemiolog og disputerede for den medicinske doktorgrad i 1988. I samme udvikling fjernede han sig fra antropologien og forlod endelig instituttet i 1991. (Først da blev der en stilling ledig, som Karen Olwig søgte og fik året efter.)
Tidligt i 80erne havde marxismen mistet grebet hos de antropologistuderende. Bonde- og feudalstudier var blevet afløst af civilisationskritik og en eksotisering med fascination af de "vilde". Ord som "symbol" og "kultur", der havde været bandlyst i 70erne, kom på alles læber igen. Niels Fock fik et come back med kurser om kommunikation og magt og performance. Anne Knudsen forførte nogle årgange studenter med semiotikken. Imens trak tunge skyer op udefra over instituttet.
Konflikterne på sociologi, hvor tre grupper af lærere bekrigede hinanden, var aldrig blevet løst. Nu blev det undervisningsministeriet for meget. En ministeriel besøgsrunde gjorde det klart, at drastiske indgreb kunne ventes. Det svirrede med allehånde rygter og forsøg på undvigemanøvrer. Niels gjorde her en prisværdig indsats ved at overbevise embedsmændene om, at antropologi internationalt var et selvstændigt fag og ikke kunne slås sammen med de sociologiske fag. Men muligheden af en nedlæggelse af faget i København og overflytning til Århus spøgte også. I 1986 faldt ministeriets dom. Sociologisk Institut skulle nedlægges og et udvalg tegne en ny uddannelse. Et andet udvalg skulle foreslå en ny antropologiuddannelse, men instituttet blev skånet. Kultursociologi, der ikke var blevet nævnt, fik den mærkelige skæbne at blive nedlagt med nogle få sætninger i sociologirapporten.(6) Antropologiudvalget, hvor ingen repræsentanter fra faget i København fik plads, anbefalede nedlæggelse af magisterkonferensen og oprettelse af den korte, anvendelsesorienterede kandidatuddannelse med feltarbejde, som kendes idag. Den indførtes i 1988.
Udvalget havde også anbefalet, at fagets professorat blev besat og endnu et oprettet. Professoratet havde været ubesat siden Nics død i 1980. Ministeriet havde i sin mistillid til de antropologisk-sosiologiske fag indført et stillingsstop. Hvis professoratet var blevet genopslået dengang, havde kampen stået mellem Friedman og Fock, der blev 80ernes modpoler på instituttet. Fagligt stod de milevidt fra hinanden. Friedman, der sammen med Ekholm havde udviklet sin "globale" version af verdenssystemteorien, befandt sig stadig stadig på materialismens grund, mens Fock fastholdt sin idealisme. Personligt kom det til flere konfrontationer, hvor Focks afmålte kølighed mødte Friedmans eruptive New Yorker temperament.
Mod enden af 80erne, da professoratet var i sigte, havde Niels passeret de 60 og var ikke længere kandidat. Det stod klart, at på den hjemlige arena stod konkurrencen mellem Friedman og Kirsten Hastrup, men et ukendt felt af ansøgere fra Norden og måske videre endnu kunne forudses. Kirsten Hastrup havde været én af den lille kreds af studenter, der ikke lod sig inddrage i den almindelige marxistiske mobilisering, men havde sluttet op om Focks kulturalistiske tilgang. I 1975 udgav de Den ny antropologi, der introducerede strukturalisme, symbolsk og kognitiv antropologi i Danmark. Kirsten læste på det tidspunkt i Oxford, hvor hun tog en D.phil. med første del af sin store trilogi om Islands kulturelle strukturhistorie. Fra 1976 var hun ansat i Århus, hvor hun dog i årevis blev holdt i en yderposition af en marxistisk majoritet. I 1980 udgav hun (sammen med Jan Ovesen) Etnografisk Grundbog, der i mange år var på introduktionspensum i København. Fra midt i 80erne havde hun haft et forskningsprofessorat, hvor hun bl.a. udarbejdede andet bind af islandsværket.
Niels, der jo havde sin egen preferance, undfangede nu den plan, at Kirsten kunne kaldes til professoratet, hvilket betyder en ansættelse uden opslag. Det er en kendt, om end ikke ofte anvendt, procedure. Den blev efter overvejelse støttet af flere kolleger, der anså, at ud af to meget velkvalificerede, men også meget forskelligt orienterede emner, havde instituttet brug for en dansk professor med den bedste indsigt i dansk akademisk tradition og administration. Institutrådet støttede forslaget, samtidig med at Friedman, der havde en toårig orlovsansøgning under overvejelse, fik den bevilget. I 1990 tiltrådte Kirsten Hastrup og året efter fik Friedman en stilling i Lund og forlod instituttet.(7) Den grå eminence, Niels Fock, fratrådte som halvfjerdsårig i 1997, som den eneste af instituttets medarbejdere, der havde nået pensionsalderen.(8)
Min krønike nærmer sig nutiden, hvis begivenheder savner eftertankens klarhed. Kun én tildragelse skal dog endnu nævnes. Gennem mange år havde instituttets sekretariat skabt problemer. Et par medarbejdere havde måttet afskediges på grund af utilregnelighed eller uduelighed. Urørlig gennem tyve år var dog førstesekretæren, der var en dame af stor selvrådighed og vanskelig at omgås for folk, der ikke var hende tilpas. Hun havde bedrøvet en række af skiftende institutbestyrere. Det faldt i Kirstens lod at afsløre, at hun også gennem en årrække havde bedrøvet kassen for et sekscifret beløb, en indskriden, der må have krævet et betydeligt mod. Efter hendes hurtige afgang blev sekretariatet rekonstitueret og dem, der oplever, hvor velfungerende det nu er, kan ikke ane, hvilke tilstande, der engang rådede.
1. Foruden Nic og Fock var det George Nelleman, der havde et eksternt lektorat i arktiske folk.
2. I 1968 var Palle Christiansen blevet ansat som lektor. Han, der altid var nært knyttet til Nic, blev dog en bifigur på instituttet. Han døde af et hjerteanfald under feltarbejde i Ny Guinea i 1978.
3. Helge Kleivan døde i 1983.
4. Lindberg og Djurfeldt er nu begge ansat ved sociologi i Lund. Djurfeldt var en lang tid ansat på Sociologisk Institut i København.
5. Jeg blev selv ansat uden stridigheder i 1977.
6. To lærere fra kultursociologi, Ida Nicolaisen og Jonathan Schwartz overførtes først i 90erne til antropologi. Ida havde dog orlov gennem hele sin periode på instituttet, som hun forlod i 1997.
7. Friedman er nu professor i socialantropologi i Lund.
8. Det andet professorat (der blev defineret i anvendt antropologi) måtte vente helt til 1998. Det blev efter opslag besat med Susan Whyte, der gennem mange år havde gjort en stor indsats for fagets anerkendelse som anvendt videnskab, bl.a. gennem udviklingen af medicinsk antropologi.